Faglig solid undervisning

Vi skaber en hverdag, hvor eleven har optimale muligheder for både faglig og kreativ udvikling. Det sker gennem at sikre de rette rammer og samtidig motivere eleven til at tage personligt ansvar for egen læring.

Vi tilbyder en undervisning af høj faglig kvalitet, uanset om det gælder boglige, kreative, idrætslige eller musiske fag.
Vi tager udgangspunkt i stedets historie, når vi giver eleverne forståelse for nødvendigheden af at bidrage til samfundet, forstå samfundsmæssige problemstillinger og deltage i folkestyre og demokrati.

Vi giver eleverne viden, oplysning og almen dannelse, og vi lærer dem, at traditioner og nytænkning sagtens kan gå hånd i hånd.


Sådan bor eleverne

På Frøslev Efterskole vil du få et 2, 3 eller 4 mands værelse. De 3 barakker er topmoderne og den sidste er lige blevet renoveret i 2022. Det er gode store værelser, og du får et skab du kan låse dine ejendele ind i samt en reol og en seng.

Dit værelse bliver dit hjem i et år, og det er her du skal sove, gå i bad, lave lektier, slappe af og hygge med vennerne. Derfor må du gerne udsmykke dit værelse, så det føles hjemligt.

Du skal selv holde dit værelse og badeværelse opryddet og rengjort, og der er sat tid af i skemaet til at sikre at det bliver gjort. Din kontaktlærer vil sørge for at du er klædt på til disse opgaver, og vil sikre en vis standard.


Grundtvig og Kold

Frøslev Efterskole drives inden for rammerne af de eksisterende regler for frie kostskoler – med det Grundtvig-Koldske skole-, livs- og menneskesyn.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig var teologen og salmedigteren, der fik idéerne til en ny undervisningsform og et nyt værdifællesskab, og det var, lidt forenklet forklaret, læreren Kresten Kold, der førte det ud i livet med de første friskoler i midten af 1800-tallet.

Når vi skriver, at det Grundtvig-Koldske skole-, livs- og menneskesyn er bærende på Frøslev Efterskole, betyder det overordnet set, at:

Fællessang er en naturlig del af skolen. Vi synger hver morgen og når lejligheden byder sig. Det forpligtende fællesskab vægtes højt – både i ord og handling. Lærerne er både involveret i elevernes undervisning og fritid.

Vi lærer eleverne om samtalens og samværets værdi. Hvordan man ved at møde andre og lytte til dem kan blive klogere på den verden, vi lever i.